RAKETTER TIL NYTÅR

Du kender det helt sikkert godt

Du står i din smoking med en flaske champagne i den ene hånd og en pose raketter i den anden. Men når du ser en raket eller andet fyrværkeri sprænge på den mørke nattehimmel, er det eneste, du kan fremstamme:

Nøøøøøøøjj..!

Vi har samlet alt vores viden her på siden, for at give dig et mere kvalificeret og nuanceret sprogbrug, når du bedømmer raketternes performance nytårsaften.

Ærteregn på himlen

Når man ser hele farvepaletten folde sig ud på nattehimlen, er det pulver er af metalsalte, der giver de flotte farver, pulveret er klistret fast på overfladen af enten ærter, senneps- eller riskorn.

Nu når vi er ved farverne, så er det forbrændingen af metalsalte, der giver farverne. Og så er det godt at have en god forklaring på det fænomen ved hånden, når man vil imponere pigen, der står ved siden af.

Køkkensalt giver gule glimt

Hvis du brænder almindelig opløst køkkensalt (NaCl, Natriumklorid) i et gasblus, så lyser det op i med en kraftig gul flamme. Hvis du derimod opløser helsesalt (kaliumclorid, KCl) så vil flammen på gasblusset lyse op i en lys violet farve. Hvorimod lithiumclorid, LiCl vil brænde i en Mørkerød farve. Det er præcis disse fænomener, der udspiller sig på nattehimlen.

Rakettens motor

Med en raket i hånden kunne man også kaste sig over at fortælle om rakettens anatomi. Vidste du f.eks. at den består af fire kamre.

Lad os starte med det rum, der findes nederst i det tykvæggede paphylster, som er rakettens svar på en brændstoftank.

Brændstoffet består af hårdt stampet krudt, som efter stampningen efterlader et kileformet hulrum af luft, som også kaldes for rakettens sjæl. I det hulrum lægger man lunten, som skal antænde krudtet.

Krudtet er så hårdt stampet, at brandgassen ikke trænge dybere ind i krudtet, og det betyder, at krudtet kun vil brænde på den overflade, der vender ud mod ydersiden. De frigivne gasser, som kuldioxid og vanddamp, vil få trykket til at stige, og det vil gasserne søge at udligne ved at dampe ud af rakettens bagende i en rasende fart, og en dyse vil forstærke trykket yderligere. Det vil få raketten til at lette fra jorden og opfylde Newtons 3. lov, hvor “aktion er lig reaktion”

Raketters gyldne spor

Krudtet i drivsatsen er typisk en meget fin blanding af salpeter, svovl og trækul. Det er svovl og trækullet, der brænder, og det er salpeter, KNO3, der leverer ilten.

Krudtet kan altså brænde uden luftens adgang – i modsætning til en almindelig forbrænding, hvor luftens oxygen er nødvendig.

Det smukke lysspor opnås ved at blande ekstra trækul ind i blandingen. Når trækullet brænder vil det få den farve, som vi ser i vores varme grill om sommeren, og det er det, der giver det gnistrende spor efter raketten.

I raketsprog går gnister i øvrigt under navnet ‘funker’. 

Når raketten har brugt brændstoffet og det gyldne spor slukker, fortsætter forbrændingen inde i raketten.

Den brænder sig igennem det næste rum, som også kaldes mellemsatsen eller mere populært kaldes for ‘forsinkeren’. Den består af en noget dårligere brændselskilde, som eksempelvis sukker, og bremser på den måde forbrændingens høje hastighed en anelse.

Rakettens klimaks

Efter en lille forsinkelse, vil rummet, der huser sprængsatsen blive antændt. Det er en blanding af det fineste metalpulver og så KClO4, som ilter processen. Rakettens høje varme vil få blandingen til at eksplodere, og den vil tage det sidste rum med i farten, som indeholder de stjerner, der skal kastes ud på himlen. Hvor ærterne altså har en lidt kedelig statistrolle.

Til stjernerummet i raketten hører en farverig opskrift, som vil fremhæve din mandighed til det yderste.

»Ærterne vendes i en opløsning af metalsalte og drysses med krudtpulver. De lægges til tørre i solen og hældes derefter ind i stjernekammeret på raketten. Et ekstra drys af krudtpulver ind i stjernekammeret vil gøre underværker.

Forbrændingsfarver fra metalsalt